Stairways projekter:

Stairway i Filippinerne driver en række forskellige projekter, som alle har som fokus at styrke børns rettigheder og sikre bedre vilkår for udsatte børn. Det handler bl.a. om kampen mod seksuelle overgreb, uddannelse, miljø, landsbyudvikling og økologisk landbrug.

1. Kampen mod seksuelle overgreb mod børn

Et misbrugt barn i Manila og Pattaya lider lige så meget som et barn i Tønder og Taastrup. Det er baggrunden for Stairways vigtigste og mest omfattende program: Kampen mod sexmisbrug af børn under overskriften ‘Break the Silence’. Vi har udviklet en helt unik viden og tilgang til et tabubelagt emne, som de fleste andre lader ligge.

Millioner af børn udsættes hvert år for overgreb og sexmisbrug. Stairway har udviklet enestående træningsmaterialer og metoder til forebyggelse, som bruges af politi, myndigheder og ngo’er i Filippinerne og en række andre lande i Asien. Stairway har også udviklet en omfattende uddannelsespakke til de danske skoler. Se undervisningspakken her.

2. Hjælp til 500 børns uddannelse

Stairway støtter i skoleåret 2018-19 flere end 500 børn fra de fattigste familier i sit lokalområde til en forlænget uddannelse – en en fordobling på bare et par år. Samtidig er nye elementer føjet til programmet, og samarbejdet med de lokale skolemyndigheder er blevet endnu tættere.

Målet for Stairways scholarship-program er at sikre lige muligheder for uddannelse også for børn fra de fattigste og socialt udsatte familier i lokalområdet omkring Puerto Galera på øen Mindoro.

Stairway har kørt programmet siden 2002, men i de seneste år er programmet ekspanderet kraftig. I næste skoleår forventer vi yderligere en stor vækst, bl.a. fordi skolegangen er udvidet fra 10 til 12 år.

3. EACY: Børn og unge skal lære at beskytte miljøet

Stairway har nu sat fokus på at lære børn og unge i vores lokalområde at passe godt på miljøet. Det sker gennem EACY-programmet, Environmental Awareness for Children and Youth. Langs kysterne omkring Puerto Galera findes smukke koralrev og sårbare mangrover og tangskove. De er helt afgørende for lokalområdets økonomi – både fordi de er forudsætningen for et livsvigtigt fiskeri, og fordi koralrevene er nøglen til at tiltrække turister og skabe arbejdspladser.

Men de færreste kender betydningen af at beskytte revene og mangroverne, så derfor inviterer Stairway nu alle områdets børn og unge på vores sejlende miljøskole. Samtidig har vi taget initiativ til at oprette lokale miljøgrupper, hvor især børnene og de unge er meget aktive.

4. Støtte til oprindelige folk

De oprindelige folk i Filippinerne oplever stor diskrimination, og de er ofte fortrængt til isolerede småbyer i bjergene. Siden 2011 har Stairway arbejdet på at udvikle landsbyen Baclayan i bjergene bag vores center. Det er blevet en klar succes – så nu har vi udvidet indsatsen med yderlige to landsbyer.

Det overordnede mål med Stairways indsats er at støtte en langsigtet udvikling i lokalsamfundet, så den mangyanske befolkning kan opnå de samme muligheder for arbejde, uddannelse og levestandard, som den øvrige befolkning.

»Det handler ikke blot om økonomisk udvikling. Det er også århundreders diskrimination og undertrykkelse, der ligger som en mental dyne over folk. Den dybe følelse af at være uden for og mindre værd kræver generationer at fjerne«, siger Stairways projektleder Lars Jørgensen.

Sidebar
Sidebar